Clavichord Music from the
Danish Golden Age

Organisten Mads Damlund demonstrerer
det yderst dynamiske clavichord-instrument på
denne CD. I booklet'en skriver han bl.a.:

I sit værk "Musicalisches Lexicon",
Leipzig 1732, skriver Johann Gottfried Walther:
"Clavicordo (ital.) Clavichordium (lat.) qs. Clavis chordarum.
Dette velkendte instrument er, så at sige, alle musikeres første grammatik.
Den som mestrer dette, kan også spille godt på spinet, cembalo, positiver og orgler".

Klaver, claveer, clavier, klavichordium, clavichord. Kært barn har mange
navne, og i 1700-tallet var clavichordet et yderst afholdt instrument.
Det lille instrument er som skabt til at øve sig og spille på i en stue
eller i mindre rum. Dets tone er ikke særlig kraftig, men har til gengæld
et væld af nuancer, fra det svagest tænkelige pianissimo til mezzoforte.
Clavichordet har – ligesom et cembalo – tangenter og strenge, men lyden
bliver frembragt ved, at man med en tangent presser en metalstift op og holder
den mod et strengepar. Det giver fuld kontrol over tonen og mulighed for at lave vibrato.
Man kan på nogle instrumenter spille forskellige toner med samme strengepar
(bundet clavichord) og således have færre strenge at stemme. Clavichordet blev
opfundet i middelalderen og blev udviklet, så det mod slutningen af 1700-tallet nåede
sit højdepunkt i størrelse og omfang. Samtidig opstod et særligt repertoire,
hvor clavichordets udtryksmuligheder passede perfekt til tidens følsomme,
dramatiske og intense musiksmag. Omkring århundredeskiftet blev
hammerklaveret mere og mere udbredt, og på længere sigt trængte det
clavichordet helt i baggrunden, men når man i 1700-tallet talte om et "klaver",
var det generelt et clavichord, man mente.

Operaen i København ejede mod slutningen af det 18. århundrede omkring
20 clavichorder, og i det hele taget var instrumentet at finde i de fleste
bedre hjem – både instrumenter bygget af de henved ti kendte, aktive
københavnske clavichordbyggere, og instrumenter importerede fra
Tyskland, primært Hamburg. På trods af at det meste er gået til i mange brande
og Københavns bombardement, har Musikhistorisk Museum en stor
clavichordsamling, der vidner om, hvor populært instrumentet engang var.

Indholdet på denne CD præsenterer musik, som den kunne have lydt i et
hjem i København omkring slutningen af 1700-tallet, der kan betegnes
som begyndelsen af den danske guldalder. Hovedvægten er lagt på J. A. P. Schulz,
og desuden er der værker af to af hans kollegaer ved operaen i København,
J. G. Naumann og F. L. Æ. Kunzen.

– Læs videre i CD'ens booklet...

Fotos: Jesper Jørgensen 

Johann Abraham Peter Schulz (1747-1800):
Six diverses piéces opus 1

Johann Gottfried Naumann (1741-1801):
Fra operaen "Orpheus og Eurydike", arrangeret af F. L. Æ. Kunzen

Friedrich Ludwig Æmilius Kunzen (1761-1817):
Divertimento, Poco adagio, Rondo

Johann Abraham Peter Schulz:
Sonate i Eb-dur opus 2

Tilbage til den samlede oversigt