Helikon HCD 1078-80



FLEMMING CHR. HANSEN

IN LUMINE DOMINI

 



3-dobbelt cd med komponisten ved det
digitale Allen-orgel i Sakskøbing Kirke.
Sælges for kun 150 kr.



Flemming Chr. Hansen skriver om værket:

"In lumine Domini" er et ganske særligt projekt. I sit udspring inspireret
af Charles Tournemire og hans kæmpeværk L´orgue mystique. Senere
konkretiseret til at handle om musik til de mange meditative gudstjenester
i Folkekirken. Tournemire skrev 51 fem-satsede suiter af hver ca. 15-20
minutters varighed – én til hver af årets gudstjenester (fraregnet dem uden
orgel). Det har altid stået for mig som en bedrift af dimensioner, som både
i sit anslag og sin udførelse er grandiost. Jeg fik siden den tanke, at der
mangler et tilsvarende værk i den evangelisk-lutherske tradition, selv om
Tournemires musik godt kan anvendes i en dansk højmesse også (se min
artikel på
www.orgelforum.dk).

Især de stadig flere meditative “ekstragudstjenester” – lysgudstjenester,
stillegudstjenester, forbønsgudstjenester osv. – kalder på suiter af musik
med et materialefællesskab og en musikalsk enhedstænkning som alternativ
til mere eller mindre tilfældige udvalg af orgelkoraler, præludier osv. af
forskellige komponister.Her var så ideen til In lumine Domini. Jeg søgte
Den folkekirkelige Udviklingsfond om støtte til projektet og fik i 2012 tildelt
midler svarende til 2 måneders løn, så jeg kunne tage orlov fra mit organistjob
og skrive musik i stedet.
Den første suite havde jeg allerede påbegyndt i 2011, og den uropførtes
23. august 2012 i Sakskøbing Kirke i et program udelukkende med uropførelser
af dansk orgelmusik.Projektet er nu sat på pause efter færdiggørelsen og
indspilningen af de 10 suiter, men jeg har konkrete planer om at komponere
videre på projektet i nær fremtid.

Hver suite består af 4 satser:Forsamlingsmusik – et modulopbygget stykke,
som kan vare lige så længe, man synes det er interessant. Det spilles inden
gudstjenesten, mens menigheden forsamles. Præludium – et mere metrisk
stykke med fast varighed til indledning af gudstjenesten. Mosaik – endnu et
modulopbygget stykke med fleksibel varighed, som kan anvendes som
ledsagemusik til nadver, lystænding, kontemplation over bibellæsninger osv.
Postludium – igen et stykke med fast varighed, som afslutter gudstjenesten.
Det vil i nogle tilfælde bære præg af en funktion som en art overgangsmusik
mellem kirkens meditative rum og den pulserende verden udenfor. Suiterne
kan naturligvis også anvendes som koncertmusik, men er altså i udgangspunktet
skrevet til gudstjenestebrug. Nr. 5 og 8 er særlige i forhold til de øvrige – nr. 5
ved at være skrevet til et mindre orgel, og nr. 8 ved at de fire satser benytter
musikalsk materiale fra andre komponister – henholdsvis Shostakovitch, Bach,
Messiaen og Jethro Tull. Noderne til alle 10 suiter kan downloades gratis på
www.giflerne.dk – lad mig venligst vide, hvis du spiller dem og hvad dine
erfaringer med dem er. Hvis jeg får oplysninger på forhånd om evt. opførelser,
vil jeg meget gerne lægge en foromtale ud på min hjemmeside.
Skriv til mig på
fch@giflerne.dk

Flemming Chr. Hansen



Foto: Jesper Jørgensen ©

Orglet

Sakskøbing Kirke fik i 2003, efter en noget støjende debat, lov til at supplere kirkens historiske
Köhne-orgel fra 1866 med et splinternyt, digitalt orgel med langt flere muligheder. Resultatet blev
det amerikanskbyggede Allen-orgel fra 2005, som kan høres på denne cd. Instrumentet har 53
stemmer + 4 transmissioner, fordelt på 3 manualer og pedal. Desuden findes alle stemmer i 4
forskellige udgaver, så man kan spille på samples fra et tysk barokorgel, et engelsk eller et fransk
romantisk orgel samt et klassisk amerikansk orgel (sidstnævnte benyttes på denne indspilning).
Orglets disposition er udarbejdet i samarbejde med Svensk Orgelkonsult AB, som også har
installeret orglet. Instrumentets lyd kommer fra 20 højttalere, som er placeret bag ved det gamle
pibeorgel - det flytbare spillebord er placeret fritstående midt i kirken.



Flemming Chr. Hansen (1968 - )

- er et moderne eksempel på den klassiske dobbeltrolle komponist/interpret.
Som organist er han uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium i
København (diplomeksamen 1995), og siden har han spillet mange koncerter,
væsentligst i sine "egne" kirker: Lindeskovkirken i Nykøbing Falster (1989-98)
og Sakskøbing Kirke (siden 1998), men også sporadisk både inden- og udenlands.
Som komponist har han i sin ungdom studeret hos komponisterne Andy Pape og
Ib Nørholm - hos sidstnævnte i en årrække bl.a. på Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Hans værker falder mest i kategorierne kammer-, vokal- og orgelmusik,
og de er blevet opført over det meste af Europa. Han har modtaget Walt
Rosenbergs legat samt flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond.

Læs mere om Flemming Chr. Hansen på hjemmesiden
http://www.giflerne.dk



Udgivelsen er støttet af:

Sakskøbing Menighedsråd
"DOKS" - Dansk Organist- og Kantorsamfund
Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODAs Nationale Midler



Tilbage til orgelsiden
Tilbage til den samlede oversigt